10 September 2016
Da jeg begyndte at studere hypnose og ikke mindst hypnosens historie var en af de største overraskelser, at psykoanalysens fader, Sigmund Freud, faktisk i en årrække var stor fortaler for hypnose!
Dengang var det særligt den brede diagnose “hysteri”, man forskede i. Freud besøgte flere hypnotisører, primært de to franskmænd Jean-Martin Charcot og Hippolyte Bernheim som behandlede hysteri-patienter med hypnose.
Freud var overbevist om at det menneskelige sind indeholdt noget “ubevidst”. I det ubevidste kunne gemme sig tanker og minder som man ikke normalt havde adgang til og derfor ikke kunne huske. Han så demonstrationer af at patienter pludselig kunne huske ting under hypnose og så det som bevis for at “det ubevidste” eksisterede.
Freud var meget fascineret af mulighederne for i hypnose at dykke ned i sine patienters erindring og gå tilbage til tidligere oplevelser for at finde årsagen til deres problemer. Ofte havde det en helbredende effekt, når patienter med hysteri genoplevede følelser fra oplevelser, som de ellers ikke kunne huske - det Freud kaldte en “fortrængning”.
Desværre følte Freud sig ikke særlig dygtig som hypnotisør. Han kunne ikke hypnotisere alle sine patienter - og når det lykkedes, kunne han ikke lide at han ikke havde fuld kontrol over patienten. Det siges at specielt en oplevelse hvor en kvindelig patient kastede sig om halsen på Freud efter hypnosen, var for meget for den kvindeforskrækkede Freud. Han endte med helt at stoppe med at bruge hypnose og udviklede istedet psykoanalysen. Resten er, som de siger, historie. I takt med at psykoanalysen blev udbredt, udtalte han sig mere og mere negativt om hypnose.
Mange mener, at fordi det netop kom fra Freud er det grunden til at brugen af hypnose led et alvorligt tilbageslag i det 20. århundrede og igen blev set som noget mystisk eller i bedste fald ubrugeligt.
Heldigvis fortsatte mange andre tapre forskere med at eksperimentere og videreudvikle hypnose og hypnoseterapi. Men det hører vist til et andet nyhedsbrev.
