Rekonsolidering af hukommelsen betyder at vores minder, traumer og indlæring kan ændres gennem hele livet. Hukommelsen er altså ikke låst fast, som man tidligere troede. Det kan bruges i ændring af traumer, angst, fobier, vaner og andre indlærte, automatiske reaktioner.
Jeg bruger hypnoterapeutiske metoder, der direkte understøtter brugen af hukommelses-rekonsolidering.
Hvad er hukommelses-rekonsolidering (memory reconsolidation)?
Hukommelses-rekonsolidering er en særlig proces i hukommelsen, hvor et minde hentes fra hukommelsen, ændres og gemmes igen. Nu hvor de fleste af os arbejder med computere svarer det til at åbne et word-dokument på harddisken, rette det til og gemme det. Tidligere ville man nok have sammenlignet med et arkivskab, hvor man finder et dokument, retter det eller skriver et nyt, hvorefter man lægger det nye dokument ned på samme plads i arkivet.
Hukommelses-rekonsolidering kaldes på engelsk memory reconsolidation.
Hukommelses-rekonsolidering blev opdaget i 2004
Det lyder måske meget logisk, men faktisk troede forskere indtil 2004, at når først man havde gemt et minde i hukommelsen, kunne man ikke bare sådan ændre det igen. Man kunne lære noget nyt, men det gamle minde ville stadig være der.
Tidligere havde man opdaget, at minder og indlæring ikke blev permanent gemt i hukommelsen med det samme. Under en oplevelse ville hjernen gemme mindet midlertidigt, men ligesom åbne op for at det kunne gemmes permanent. Denne proces blev kaldt konsolidering (altså uden ‘re’ foran).
Det var skidt nyt for mennesker, der har oplevet traumer, for det betød at man ikke kunne komme over sit traume men ville være nødt til at leve med det. Det er der desværre også rigtig mange mennesker, der har troet eller endda fået at vide af fagpersonale gennem tiderne. Men det er ikke rigtigt. Hjernen kan aflære de traumatiske minder med metoden hukommelses-rekonsolidering.
Konsolidering og re-konsolidering
Hukommelses-konsolidering er, når minder bliver permanent gemt i hukommelsen. Re-konsolidering er altså, at tidligere minder bliver omskrevet.
Processen bag ændring af hukommelsen
Jeg interesserer mig meget for processerne bag terapi, fordi det at kende processen bag effekten gør at jeg mere effektivt kan gennemskue hvad der foregår. Man kan jo ikke omprogrammere mennesker, heller ikke med hypnose. Heldigvis. Men når man i et samarbejde med klienten går en bestemt proces igennem, kan man udnytte de naturlige mekanismer, naturen har skabt. Jeg er meget transparent i mine metoder, fordi jeg tror på et bedre resultat, når både jeg og min klient arbejder for den samme proces.
I dyreforsøg har man konstateret, at hukommelses-rekonsolidering finder sted, når hjernen først husker et gammelt minde og så oplever en ny udgave af det samme minde. Det at hjernen først husker mindet gør det klart til at blive ændret. Når hjernen derefter oplever noget nyt omkring mindet, så bliver mindet så at sige “opdateret”. Derfor svarer analogien med et word-dokument, man åbner og retter i, rigtigt godt.
Hjernens kemi
I dyreforsøg har man kunnet bruge kemi til at skabe processen bag hukommelsesrekonsolidering. Først har man sørget for at dyrene husker den tidligere indlæring. Det gør, at hjernen tager mindet frem i hukommelsen. Så har man givet givet dyreforsøgene stoffer, der hæmmer konsolidering af hukommelsen, altså det at gemme minder permanent. Og så kan man konstatere, at dyrene faktisk glemmer den indlæring, de ellers havde opnået. På den måde kan man regne ud, at mindet bliver “ustabilt” når det bliver genaktiveret, fordi det forsvinder, når hjernen ikke kan gemme mindet.
Dyreforsøg med hukommelses-rekonsolidering
Eftersom man ikke kan spørge dyr om hvad de husker eller oplever, er man nødt til at lave forsøg, hvor man kan studere adfærden. Typisk er det et forsøg, hvor det forsøgsdyr som f.eks. en mus eller rotte bliver udsat for en forskrækkelse eller ubehag, det kan være en høj lyd eller elektrisk stød. Forsøget skrues sådan sammen, at ubehaget kommer i en helt bestemt situation. Både dyr og mennesker indlærer på en helt bestemt måde, når vi bliver bange eller vi oplever smerte og ubehag. Så bliver angst-centeret amygdala aktivt og påvirker hukommelsescenteret hippocampus på en anden måde end andre minder. Det sker for at sikre at vi ikke kommer i en lignende farlig eller ubehagelig situation en anden gang. Derfor skaber hjernen frygt og ubehag, hvis den vurderer, at vi er i samme slags situation igen.
Udslukning i neurale netværk - at glemme
Før man opdagede hukommelses-rekonsolidering mente man, at den eneste måde at ændre hukommelsen på var at glemme. Alt hvad vi oplever i hjernen - tanker, følelser, minder, indlæring i det hele taget - er at der bliver aktiveret nogle netværk oppe i hjernen. Der er netværk der står for dine minder om lugten af mors frikadeller og netværk der husker hvordan du balancerer på en cykel. Hvis man har oplevet at være i en traumatisk situation som f.eks. et overfald eller en trafikulykke, vil der være netværk der husker lugte, lyde og billeder fra oplevelsen. Når hjernens netværk bliver aktiveret taler man om at de “lyser op”.
Når hjernens netværk ikke bliver aktiveret i lang tid, bliver de mindre og mindre følsomme. Vi glemmer. Det kaldes udslukning. Alligevel er de sjældent helt væk. Og når vi henter minder frem er der altid to processer: at finde mindet frem og at huske detaljerne i mindet. Så det, der bliver “glemt” er ofte det, der henter mindet frem. Når først mindet er fundet, er det der stadig væk. Det kender du sikkert godt fra dine egne minder.
Minder, der er opstået under frygt, smerter eller ubehag, er gemt på en særlig måde, der gør dem endnu sværere at udslukke. Det er derfor, traumatiske minder er så svære at slippe af med.
Eksponering og udslukning som behandling
Tidligere mente man at den eneste vej til at behandle traumatiske minder var at udsætte folk for mindet om traumet (det kaldes eksponering) sådan at hjernen kunne lære, at det ikke længere medførte fare. Det virker også til en vis grad, for når hjernen lærer at der er flere forskellige udfald af den situation, der tidligere betød fare, kan de oprindelige netværk, som satte gang i den helt store alarm, blive udslukket. Efterhånden kan man vænne sig til at være i situationer, som før betød at man oplevede frygt og ubehag.
Det svarer lidt til det, vinterbadere gør, når de skal vænne sig til at udsætte kroppen for kulde: de fortsætter med at bade om efteråret og vinteren, mens vandet bliver koldere og koldere. Det svarer også til det, vi mennesker gør i mange andre sammenhænge: vi bider tænderne sammen og udholder et vist ubehag og på den måde kan vi træne os op til noget. Det gælder for sportsfolk der skal træne kroppen til at holde til strabadser og psyken til at udholde smerte og ubehag. Det gælder for skuespillere, musikere og folk der holder foredrag, der skal optræde for andre mennesker og skal lære at udholde det ubehag der ligger i at præstere.
Eksponering og udslukning virker. Men det virker på en anden måde end hukommelses-rekonsolidering. Ved eksponering lærer hjernen nemlig at der er flere mulige udfald af den ubehagelige situation. Men den oprindelige indlæring om at situationen medførte fare, er der stadigvæk. Og eftersom den er gemt på en anden måde, under frygt eller smerte, så er den indlæring særligt stærk. Derfor kan den stadig blive aktiveret og give en meget kraftig reaktion. Det kan være at der er nogle helt bestemte elementer ved situationen der genaktiverer det oprindelige netværk. Et eksempel kunne være en skuespiller, som sagtens kan optræde overalt, men som pludselig bliver ramt af stærk nervøsitet ved at skulle optræde for en person som tidligere har været involveret i en episode med stærk angst. Det kan f.eks. en bestemt instruktør eller ens egen far.
Hukommelses-rekonsolidering versus eksponering og udslukning
Hukommelses-rekonsolidering er anderledes, for her ændres det oprindelige minde faktisk. Hjernen har derfor ikke flere forskellige udgaver eller konkurrerende minder. Det oprindelige minde, den oprindelige indlæring, bliver anderledes.
Det er forklaringen bag de nogle gange mirakuløse ændringer, nogle oplever. Pludselig “føles det anderledes”. Ting, der tidligere var et problem, er nu ikke længere et problem.
Hukommelses-rekonsolidering kan ske spontant uden kemi eller terapi. De fleste oplever det bare som at de er “kommet over det”. Andre oplever det fra den ene dag til den anden og oplever det som fantastisk.
Fantasi eller virkelighed?
Filmen Eternal Sunshine of the Spotless Mind med Jim Carrey er inspireret af hukommelses-rekonsolidering. I filmen vil hovedpersonen (Jim Carrey) slette minder om sin eks-kæreste, fordi de gør ham ulykkelig. I princippet ville det kunne lade sig gøre, hvis man kunne finde frem til minderne og tilføre den rigtige kemi i hjernen de helt rigtige steder. I praksis ville det nok være alt for farligt, for hvad ryger der ellers med?
I virkelighedens verden går man ikke efter at slette minderne - men om at slette de følelsesmæssige minder, der hænger ved en bestemt, traumatisk situation. Man vil derfor bagefter sagtens kunne huske situationen. Den berører bare ikke én på samme måde. Og det er jo det, de fleste gerne vil. Langt de fleste oplever at det at huske et traumatisk minde altid medfører at man bliver berørt følelsesmæssigt. F.eks. af angst, tristhed eller modløshed. Men i terapi vil man adskille det og sørge for at hukommelses-rekonsolideringen finder sted sådan at det følelsesmæssige ikke længere “hænger ved” på samme måde.
Hukommelses-rekonsolidering i terapi
Nogle forsøg har faktisk brugt kemi til at skabe hukommelses-rekonsolidering hos mennesker. Man har givet folk stoffet propanolol, som er en såkaldt beta-blocker der anvendes mod angst, for højt blodtryk og migræne. Propanolol har vist sig også at hæmme hukommelses-konsolidering og dermed også rekonsolidering. Ved at give folk propanolol inden de bringer et minde frem, kan man forhindre, at mindet gemmes igen. Derved slettes eller udviskes det oprindelige minde, fordi det først bliver ustabilt af at blive husket og derefter ikke kan gemmes igen pga propanololen.
Når man skal genskabe processen bag hukommelses-rekonsolidering i terapi, handler det om at få skabt det paradoks i hjernen, der gør at den af sig selv sletter det gamle minde og opdaterer det med ny viden. Så laver hjernen selv den kemi, der skal til.
Der skal også være et paradoks
I første omgang troede man derfor, at alle minder altid blev opdateret hele tiden. Men det har vist sig, at hukommelses-rekonsolidering kun finder sted i nogle bestemte omstændigheder.
Måske er det fordi det i praksis ville være alt for omstændeligt for hjernen, hvis den altid skulle opdatere alle vores minder hele tiden. Det har vist sig, at hukommelses-rekonsolidering finder sted, når man først har husket et gammelt minde og derefter oplever mindet på en måde, der på en måde er et paradoks. Noget der gør, at det oprindelige minde ikke kan være rigtigt. Når hjernen har begge minder i hukommelsen samtidigt og oplever at der er konflikt mellem de to minder, så opdaterer den hukommelsen.
Så nøglen til god terapi er at skabe det paradoks. Noget tyder på at bare det at hjernen oplever at en situation føles helt anderledes, kan være nok til at skabe paradokset. Igen kan det forklare hvorfor meget terapi fungerer - også selvom hverken klient eller terapeut har vidst noget om hukommelses-rekonsolidering (husk at det først blev opdaget i 2004).
Det, der er vigtigst er derfor, at man ikke genoplever den angst eller det ubehag, som hjernen oprindeligt forbinder med den situation, man vil bearbejde. For det vil bare gøre at hjernen konsoliderer sin erfaring endnu mere. Det er desværre det, der sker, hvis man igen og igen udsættes for noget, der minder om traumet. Derfor skal man passe på med at bruge eksponering og tro at man bare skal bide tænderne sammen og holde ud.
Hvis man derimod får slukket for hjernens og kroppens alarmsystem amygdala, samtidig med at man genoplever at være i det minde eller den situation, der tidligere gav en reaktion, så lærer hjernen ikke bare at der er en ny situation og en parallel indlæring, men den går rent faktisk ind og omprogrammerer mindet.
Tetris, øjenbevægelser og tapping slukker for amygdala
Man har i de senere år eksperimenteret med forskellige metoder, der kan slukke for amygdala og alarmreaktionen, mens man genoplever en traumatisk situation.
En af metoderne er EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) hvor man bruger øjenbevægelser til at stimulere hjernen. Mens man i små trin bearbejder sit traume med terapeuten, følger man med øjnene terapeutens finger frem og tilbage. Det kaldes også bilateral stimulation fordi begge hjernehalvdele stimuleres og samarbejder. Andre terapiformer har også anvendt det, som f.eks. EMI (Eye Movement Integration Therapy) og EFT (Emotional Freedom Technique). I EFT, også kaldet tapping banker man også let på forskellige dele af ansigtet og kroppen samtidig. Igen kan det have den effekt, at kroppens nervesystem og amygdala afledes.
En af de mere spøjse metoder er at man har sat folk til at spille computerspillet Tetris, idet det har samme effekt på hjernen.
Hypnose er som skabt til hukommelses-rekonsolidering
Selvom hypnose har eksisteret i 200 år har flere hypnoterapeutiske teknikker anvendt hukommelsesrekonsolidering længe før det blev opdaget. Hypnose er som skabt til hukommelses-rekonsolidering af flere årsager.
Hypnose forstærker forestillingsevnen og det er derfor nemt at leve sig ind i situationer. Det gør det også nemmere for hypnoterapeuten at styre præcis hvad det er, klienten oplever eller genoplever. Med forskellige værktøjer kan man også styre graden af indlevelse og dermed hvor stærkt situationen genopleves. Det er alt sammen værktøjer der fungerer godt til at sørge for, at nervesystemet og amygdala ikke aktiveres.
Nogle teknikker indenfor hypnose skaber processen omkring hukommelses-rekonsolidering, som f.eks. teknikken Rewind fra NLP Neurolingvistisk programmering), som også kaldes “Fast Phobia Cure”.
Det vigtige er, at klienten hele tiden mærker og føler, hvad der sker indeni en og at terapeuten konstant er opmærksom på at klientens nervesystem ikke overaktiveres. Samtidig er det vigtigt at skabe den proces der gør, at hjernen faktisk oplever det “paradoks” - den nye indlæring der gør, at hjernen nu af sig selv vil opdatere indlæringen.
Som klient oplever man det ved, at man undervejs i processen kan mærke, at det “føles anderledes”. Mange af mine klienter siger at det “føles mærkeligt” for det, der ellers altid har hængt sammen, er nu adskilt i to forskellige ting: der er stadig minder og hukommelse - men den følelsesmæssige dimension er væk eller er ændret.
Jeg bruger mange forskellige metoder til at facilitere processen bag hukommelses-rekonsolidering, bla. BSAFE protokollen, som handler om at opløse det, man oplever, i billeder, ord og det man kan føle i kroppen. Det kan være en meget effektiv metode for mange klienter og er tit en øjenåbner.
