- Tilmeld nyhedsbrev
- ... og få gratis lydindspilning
Heldags-kursus i meta-teknikken
Lørdag 25. maj 2024 kl 9-17
Skal du med i år?
Kun få pladser tilbage!
Allerede tilmeldt?
Vi mødes til morgenmad kl 9:00. Jeg sender et detaljeret program.
Vi ses!
Sted
Næste gang - 2025
Metateknikken kører igen i maj måned 2025.
Kurset er beregnet til alle former for terapeuter. Du behøver ikke være uddannet hypnoterapeut, da meta-teknikken både kan anvendes med og uden hypnose. Kontakt mig, hvis du vil vide mere.
- hvis du vil have en enkel teknik, der effektivt kan skabe resultater
- hvis du vil supplere dine eksisterende metoder med et værktøj du kan bruge på alle tidspunkter i sessionen
- hvis du vil have en simpel forståelsesramme for klientens forandring og dine nuværende metoder
- hvis du have en fleksibel køreplan for dine sessioner
- hvis du gerne vil slippe for at læse scripts op og få overblik og frihed
- hvis du vil lære at skabe det rette mindset hos din klient og dig selv og blive en endnu bedre terapeut
Meta-teknikken som metode
Meta-teknikken kan anvendes som en teknik i sig selv. Du kan anvende den helt simpelt som en coachende samtale, hvor du helt naturligt faciliterer klienten gennem problemløsning. Du kan også anvende den mere direkte, hvor du engagerer klienten og opbygger følelser, der giver nyt perspektiv og skaber en forandring som klienten mærker med det samme.
Baggrunden for meta-teknikken
Meta-teknikken hedder “Meta-pattern” på engelsk og er det mønster, alle NLP-teknikker er bygget over. Det er altså f.eks. NLP-teknikker som Swish, Six-step reframe, visual squash og V/K dissociation (fast phobia cure).
- Gå ind i en problem-tilstand
- Nulstil
- Gå ind i en ressource-tilstand
- Træk ressource-tilstanden tilbage til problemtilstanden
Men det er faktisk også en generel struktur for forandring, baseret på hvordan vores hjerner virker. Når du først har lært strukturen at kende, kan du begynde at genkende den i mange andre teknikker og metoder indenfor både hypnoterapi og andre terapiformer. Jeg gennemgår nogle eksempler.
Ikke bare teori - brug det!
Dagen er struktureret som teori - demo - øverunde.
Det sikrer, at du i løbet af dagen får prøvet teknikken af og derfor er godt rustet til faktisk at få den brugt fremover.
Glem alt om scripts og bliv fri
Har du oplevet, at du har planlagt en session - og så udvikler den sig helt anderledes?
Strukturen i meta-teknikken er simpel, nem at huske og fleksibel. Derfor ved du altid, hvor du er og hvor klienten er. Du kan gøre det simpelt eller udvide undervejs og tilpasse efter hvad der sker. Derfor har du ikke brug for scripts eller en bestemt proces.
Du kan anvende meta-teknikken på f.eks. angst, motivation, selvværd, tristhed, vrede, nervøsitet og stress. Alle typer følelser - og dermed faktisk alle typer problemer. Meta-teknikken er lige god på børn og voksne.
Meta-teknikken til at skrive scripts!
Og alligevel … nogle gange er det faktisk rart med scripts. Hvis du indspiller mp3'er til dine klienter eller hvis du laver hypnose for grupper. Meta-teknikken kan bruges som skabelon til at skrive scripts som skaber forandring. Det kommer vi også ind på - faktisk kommer du til at opleve et script beregnet til grupper.
Hjernens neurale netværk
Vi hører meget om kunstig intelligens i øjeblikket - men de er bygget over vores ægte, menneskelige intelligens. Vores hjerne fungerer ved hjælp af neurale netværk som både husker og skaber tanker.
Meta-teknikken bygger på viden om hjernens neurale netværk og hvordan vi lærer og glemmer. Det er det, der gør os i stand til at lære nyt men også det der kan give små og store traumer, fobier og problemer med tanker og følelser.
I NLP bruger man “ankring” som igen er en direkte anvendelse af hvordan hjernen husker sammenhænge. I kurset går vi kort igennem teorien bag alt dette - men på en letforståelig måde!
Desuden sætter jeg det i perspektiv i forhold til den nyere hjerneforskning, som viser hvordan hjernen forsøger at forudsige vores verden og hvordan følelser er noget, vi selv konstruerer hele tiden ud fra den sammenhæng, vi er i.
Bliv en bedre terapeut - skab forandring for dine klienter
Uanset om man anvender hypnose eller ej anvender man som terapeut forskellige metoder og teknikker. Virker de?
Har du haft klienter, der spørger om man skal “tro på det” for at terapien virker? Har du selv været i tvivl om det du laver, virker?
Helt tilbage til 1960'erne definerede Theodore X. Barber det såkaldte “hypnotiske mind-set”, den bedste måde for klienten til at lade sig hypnotisere på. En stor del af det handler om at klienten skal påtage sig rollen som den der bliver hypnotiseret.
I nyere tid har Adam Eason og Anthony Jacquin moderniseret og forenklet mind-settet. Mind-settet er rammen om ikke bare hypnose, men også det der foregår i terapien, både samarbejdet med dig - og når klienten kommer hjem.
Men hvis vi skal formidle forandring for klienten - hvilket mindset skal vi så selv have? Hvad er det terapeutiske mind-set. Eller det hypno-terapeutiske mind-set? Du har, ligesom klienten, også en rolle som den der skal hjælpe klienten til forandring. Med et bredt terapeutisk perspektiv dykker vi ned i, hvordan du bliver en endnu bedre terapeut.
Mindset og metoder går hånd i hånd. Jo bedre du ved hvad du laver og hvorfor, jo mere effekt får du ud af alle dine metoder og teknikker.
Meta-teknikken gør det nemt for både dig og din klient at komme i det rette mind-set. Og så sker der noget, som klienten kan mærke med det samme. Med meta-teknikken måler man desuden undervejs, hvordan det føles, så klienten kan mærke forandringen ske.
Tidligere kurser
Jeg holdt første gang en kort udgave af kurset hos Jan Tegner Christensens Extra-care hypnose i oktober 2019. Jeg har holdt det som heldags-kursus på Fjelsted Skov mange gange siden. Alle gange viste tilbagemeldinger fra kursisterne stor tilfredshed.
Evalueringerne har tidligere vist:
- Jeg vil anbefale kurset til andre
- Indholdet var interessant og spændende.
- Jeg kommer til at bruge det, jeg har lært
- Jeg lærte noget i dag, jeg ikke vidste
- Indholdet blev formidlet på en letforståelig måde
Udtalelser fra tidligere kursister
Opløsning af traumatisk minde i demoen
På alle kurser laver vi også vores egne demoer og øvelser med små og store ting.
Da Marianne Willert fra speramus.dk tog kurset, var hun så modig at stille op til en demonstration med et smertefuldt, traumatisk minde. I løbet af demoen oplevede Marianne hvordan følelserne bag mindet ændrede sig. Flere måneder efter genså hun den video, vi optog - og kunne konstatere at følelsen stadig er pist væk.
Videoen af demoen er ikke offentligt tilgængelig, men jeg har fået lov af Marianne til at vise videoen på kurset til evt. interesserede.
“Kim er en fantastisk formidler, som løfter lidt tunge teknikker op på et let tilgængeligt og meget forståeligt niveau. Meget interesant kursus. Som er brugbart for alle der hjælper mennesker til forandring."
“Let forståeligt og meget anvendeligt”
“Godt tilrettelagt og formidlet”
“Fin undervisning godt tempo”
“Keep going Dejlig med din autencitet”
“Fortsæt dit gode arbejde - og med din helt egen stil. Det var fagligt godt og du har en behagelig væremåde. God til at lære fra dig og strukturere din undervisning. Det sætter jeg pris på😉”
“Super fint kursus og godt formidlet 😄”
“Jeg synes at meta-teknikken er en rigtig god teknik til at komme igennem traumer rimeligt hurtigt”
Program
Program (forbehold for mindre ændringer).
- 9:00-10:00 Morgenmad og kaffe
- 10:00-12:00 Meta-teknikken 1, øverunde. Dit eget (hypno-) terapeutiske mindset. Bliv den bedste terapeut, du kan være, nu.
- 12:00-13:00 Frokost (er indeholdt). Hvis du kender Fjelsted Skovkro, ved du hvor god den er. Ellers, glæd dig!
- 13:00-14:30 Meta-teknikken, udvidelser, andre teknikker, teori, øverunde. Følelser og hjernen.
- 14:30-15:00 Kaffe og kage
- 15:00-17:00 Meta-teknikken som skabelon for NLP, hypnose og terapi generelt. Meta-teknikken som værktøj til klienten og for grupper.
Materiale
Du får udleveret mine slides og får et kursusbevis. Begge dele elektronisk.
Få en plads på holdet
Afbestillingsbetingelser - fair?
Jeg har udgifter og forpligtelser i forbindelse med kurset. Hvis du selv skulle blive forhindret, kan du afbestille kurset helt op til selve dagen mod et gebyr på 700 kr.. Det dækker tab overfor kursussted samt transaktionsomkostninger og administrativt bøvl.
Hvis kurset ikke kan afholdes pga ydre omstændigheder eller hvis jeg bliver syg, vil jeg i første omgang forsøge at flytte kurset til ny dato. Hvis du ikke kan på den nye dato, får du selvfølgelig refunderet hele beløbet.
Hvad er det ikke?
Der er meget, der hedder meta, så bare for god ordens skyld. Meta-teknikken er “meta pattern” på engelsk.
Meta-teknikken er ikke
- meta-kognitiv terapi (metakognitiv terapi er en samtaleterapi, hvor man arbejder med tankeprocesser fremfor indhold af tankerne)
- meta model i NLP (en spørgeteknik og model for klientens tankeverden)
- brug af metaforer (fortællinger og historier ofte med et underliggende budskab eller pointe)
- Facebooks/Meta's nye meta-vers ;-)