- Tilmeld nyhedsbrev
- ... og få gratis lydindspilning
Se anmeldelserne.
Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en terapiform hvor man arbejder med følelsesmæssig fleksibilitet. Det vil sige at man øver sig i at være til stede i nuet med sine tanker, følelser og tanker uden at smelte sammen med dem.
Samtidig bliver man mere opmærksom på at styre sine handlinger (på engelsk: “act”) i overensstemmelse med sine værdier fremfor enten at styre udenom ubehagelige følelser.
ACT kan bruges som en terapeutisk ramme for hypnoterapi, hvor hypnose kan bruges til at forstærke terapien.
Hvad er ACT?
ACT står for Acceptance and Commitment Therapy. På dansk: accept og forpligtelse.
Hvad kan ACT bruges til?
ACT er en ramme for alt, hvad vi mennesker kan opleve i livet. Alt hvad vi oplever, har to sider.
-
Vi har behag og ubehag
-
Vi oplever glæde og sorg.
-
Der er nydelse og lidelse
-
Vi lever - men vi ved vi skal dø
Følelsesmæssig fleksibilitet
I ACT mener man, at vi mennesker får mest ud af livet, når vi er følelsesmæssigt fleksible overfor det, livet byder os. Vi skal være villige til både at opleve nydelse og lidelse.
Det vil for eksempel sige, at hvis vi oplever noget, der giver os glæde og nydelse, så kan vi nyde den glæde og det behag der er forbundet med det. Uden samtidig at være hæmmet af tanker om hvornår glæden slutter eller ikke rigtigt at nyde det, fordi vi ikke har fortjent det.
Det vil også sige, at vi tillader os selv at mærke ubehag og smerte, når vi oplever det.
Et godt eksempel er parforhold. Hvis man ikke er villig til at investere sine følelser i et parforhold af frygt for at blive såret, hvis parforholdet går i vasken, så kan man ikke opleve et kærligt forhold.
Men det gælder alle livets oplevelser - fordi alt har to sider.
ACTs grundbegreber
Man arbejder i ACT med seks særlige begreber, der alle træner følelsesmæssig fleksibilitet.
- At være nærværende i nuet
- Et have et fleksibelt “jeg” som ikke er det samme som ens livshistorie, som er “jeg” lige nu
- At være åben og accepterende overfor sine følelser og tanker lige nu
- At være adskilt fra sine tanker
- At være klar over hvad der er vigtigt for én i livet - ens værdier
- At forpligte sig til at gøre noget for at gå i retning af éns værdier
Alle begreberne er stærkt inspireret af mindfulness men er opdateret til en moderne, vestlig form.
At være nærværende i nuet
Det er vigtigt at kunne være til stede lige her og nu, hvor livet foregår! Vi kan nemt komme til at blive fanget af vores tanker om det der foregår. Eller fanget tanker om noget der er foregået i fortiden.
Men det vi især bruger mange af vores tanker på, er fremtiden. Vi bekymrer os generelt (alt for) meget om hvad der kunne ske i fremtiden.
At være nærværende er altså at vende sin opmærksomhed mod, hvad der foregår nu og ikke det der foregår i tankerne.
Et have et fleksibelt “jeg” som ikke er det samme som ens livshistorie, som er “jeg” lige nu
Hvis vi møder nye mennesker, taler vi tit om hvad vi “laver” - altså hvad vi arbejder med. Eller også taler vi om vores interesser eller vores familie.
Men hvem “er” vi egentlig? Sagen er jo, at vi ikke “er” vores historie. Vi er ikke vores nuværende livssituation. Vi “er” i virkeligheden en krop, der befinder sig lige nu. I den krop er der nogle tanker og nogle følelser.
Og de tanker og følelser ændrer sig temmelig meget - i løbet af året, dagene og indenfor få sekunder kan vi skifte humør og tanker. Så “jeg” er faktisk noget meget omskifteligt noget.
Det er nok lidt svært at beskrive for nye mennesker, man lige møder. Men værre er det, hvis man smelter sammen med den livshistorie, man fortæller andre.
Man er “traumeramt”. Man “har angst”. Man “er depressiv” eller “overtænker”.
Det er ikke noget man er. Liv er noget, der foregår i en proces.
At være åben og accepterende overfor sine følelser og tanker lige nu
Når vores tanker og følelser er så omskiftelige, oplever vi netop også både behagelige og ubehagelige tanker og følelser.
Det er en del af livet. Det er faktisk ikke et problem i sig selv, at vi har behag eller ubehag.
Men hvis vi begynder at stritte imod tanker og følelser, bliver det til følelsesmæssig undgåelse. Det bliver hurtigt et problem.
Det modsatte er at være åben overfor sine følelser, når de kommer. Følelserne opstår naturligt af de omstændigheder, vi er i.
At være adskilt fra sine tanker
Det er desværre utroligt almindeligt at smelte sammen med sine tanker. I ACT kaldes det at fusionere med tankerne.
Man tænker “jeg er angst” eller “jeg er et dårligt menneske”. Man “er” tanken, mens man tænker den.
Men man kan faktisk også få et andet perspektiv på sine tanker.
Jeg har tanken: “jeg er angst”. Jeg har tanken “jeg er et dårligt menneske”.
Det gør en kæmpe forskel, at man ikke oplever det som om tanken og “mig” er det samme.
At være klar over hvad der er vigtigt for én i livet - ens værdier
De fleste vil gerne opnå noget i livet. Det kan være et arbejde, villa, vovse eller berømmelse.
Det er altsammen fint. Det er mål, som på et tidspunkt kan krydses af på chekclisten.
Men hvad styrer vi egentlig efter? Hvad er vores kompas for det, vi forsøger at gøre her i livet?
Det er ens værdier. Det at blive klar over, hvilke værdier man egentlig har, kan hjælpe til at finde … du gættede det… retning i livet.
Vi vælger nemlig ofte noget andet end det, som vores værdier egentlig siger os. Det gør vi fordi det er nemmere eller fordi vi fravælger noget ubehag, besvær eller lignende. I sidste ende er det igen følelsesmæssig undgåelse der ofte styrer os i en forkert retning.
At forpligte sig til at gøre noget for at gå i retning af éns værdier
Hvis man er blevet klar over sine værdier og begynder at kende sin retning så mangler man faktisk bare at begynder at gøre noget for at bevæge sig henimod værdierne fremfor væk fra værdierne.
På engelsk skal ACT udtales som det engelske ord for at “gøre”, nemlig act. Commitment betyder forpligtelse.
Så hvis livet handler om at styre i retning af ens værdier, så er ens livs forpligtelse vel at gøre det, ikke? For hvem skulle ellers gøre det? Forventer du at andre skal gøre det for dig?
Eller at livet af sig selv fører dig i den retning? At det kommer til at ske for sig selv, når du bare flyder med?
Du kan helt sikkert forvente dig, at livet giver dig overraskelser, udfordringer, smerte og problemer.
Vil du sikre dig indflydelse på, hvilken retning og drejning dit liv tager? Så kan du vælge at styre mod værdierne.
ACT og mindfulness
Mindfulness er 2500 år gammelt men rummer stor visdom. ACT bruger mange øvelser fra mindfulness men har forenklet dem. Det er heller ikke nødvendigt at dedikere sit liv til at meditere for at få udbytte af øvelserne.
ACT og metakognitiv terapi
Metakognitiv terapi har meget tilfælles med ACT. Især omkring det at forholde sig “adskilt” fra sine tanker - ikke “fusionere” med dem eller sin livshistorie.
Metakognitiv terapi arbejder dog ikke så meget med følelser, som man gør i ACT. Man arbejder mest med de tanker man har om sine følelser.
Metakognitiv terapi er til gengæld mere tydelig med at beskrive, at det er gentagne, negative tanker, der er det største problem for depression, angst og stress. Derfor sætter man især ind overfor at forsøge at bryde de tankemønstre. Idéen i metakognitiv terapi er, at sindet og følelserne falder på plads, når de ikke bliver forstyrret af vores negative tankespin.
ACT giver altså flere muligheder - fordi man også kan arbejde med værdier og der er flere konkrete øvelser i at være bevidst til stede i nuet. Alle mindfulness-øvelserne.
I metakognitiv terapi er det mest begrebet afkoblet opmærksomhed man arbejder med. At lade tankerne passere fremfor at tænke videre over dem. Det er også stærkt inspireret af de gamle idéer fra mindfulness.
Man kan sagtens kombinere ACT og metakognitive metoder, fordi de hver især giver mange gode redskaber.
I sidste ende handler det jo om at få det godt i gen.
Hvordan kan ACT kombineres med hypnose og hypnoterapi?
Der er mange af metoderne i ACT, der minder om klassiske metoder fra NLP og hypnoterapi. Metoder, hvor man enten forsøger at gå ind i sine tanker og følelser. Eller hvor man forsøger at ændre på sit forhold til de tanker og følelser, man har lige nu.
Som hypnoterapeut er det derfor oplagt at anvende ACT som ramme for terapien og så bruge hypnose til at forstærke dele af terapien.