Giv slip på spændinger

Certificeret hypnoterapeut og metakognitiv terapeut Kim Oechsle
Effektiv og tryg terapi, efter behov, ikke faste forløb. Se anmeldelserne.

Giv slip på spændinger

  • få ro i nervesystem, krop og sind

Vi mennesker er “bare” en hjerne i en krop med et nervesystem. Vi oplever bevidstheden i hjernen, men hjernen er forbundet med resten af kroppen med nervesystemet. I sidste ende er det ét system, for hjernen kan påvirke kroppen og kroppen kan påvirke hjernen. Det er derfor, vi mennesker nogle gange oplever at miste kontrollen. Når kroppen og nervesystemet påvirker hjernen og bevidstheden er det ikke længere nok at have en viljestyrke af stål eller “tage sig sammen”. Heldigvis findes der simple metoder, der kan hjælpe dig med at få kontrollen tilbage.

Åndedrættet er en af de bedste metoder til at fortælle kroppen, at den kan tillade sig at finde ro. Det meste af tiden fungerer åndedrættet automatisk, og vi behøver ikke tænke over det. Men det er samtidig en af de få automatiske kropsfunktioner, vi godt kan gribe ind i og kontrollere selv. Ligesom synkebevægelsen og blinken med øjnene.

Giv slip åndedræt

En rigtig god metode til at stresse af i løbet af dagen. Det kan bruges på arbejde, når du kommer hjem eller når du skal sove om aftenen. Dette er en rigtig god teknik til at bruge dit åndedræt bevidst til at skabe ro i kroppen, følelserne og tankerne. Mange mennesker oplever ikke, at de har kontrol over hvornår de slapper af, selv ikke når hovedet rammer puden om aftenen.

Træk vejret normalt hele vejen igennem - ikke dybere indåndinger end normalt.

  • Træk vejret ind med næsen og sig i tankerne "Ro"
  • Åbn munden - lad kæben blive slap og ånd ud
  • Sig i tankerne ”Giv slip”
  • Ånd ud 1-2 sekunder længere end indåndingen
  • Fortsæt med at sige til dig selv at du giver slip på spændinger, tanker og følelser
  • Du kan blive i denne afslappede tilstand sålænge du vil

Åbn øjnene, vend tilbage til almindeligt åndedræt og giv dig selv lidt tid, inden du begynder på andre ting

Hvordan virker det?

Alene det at fokusere på åndedrættet giver bevidstheden noget at koncentrere sig om og dæmper de øvrige tanker en smule. Det bruger man også i meditationsteknikker.

Når man desuden ånder ind med næsen og lader kæben falde på udåndingerne stimulerer man en stor nerve, vagus-nerven, som løber gennem hele kroppen fra hjernen ned til maven og tilbage gennem hjertet og op til ansigtet. Stimulationen af hjertet med det lidt langsommere åndedræt får hjertet til at slappe mere af og det sender med sine nerveforbindelser også signal til resten af kroppen med besked om at slappe af.

I løbet af kort tid vil du opleve at du bliver meget mere rolig, åndedrættet sænkes og du kan mærke musklerne slappe af. Det er også vigtigt at du lader dem slappe af på hver udånding. Husk at det er dig, der bestemmer! Du har kontrollen over din krop. Og jo mere du øver dig, jo lettere bliver det. 

Næste gang

I det næste nyhedsbrev vender vi tilbage til hypnose. Hvordan virker det egentlig og hvorfor kan det bruges til så mange forskellige problemer? Ikke mindst - hvordan kan DU bruge selvhypnose til at forbedre din livskvalitet og dine præstationer?

Venlig hilsen

Kim Oechsle, hypnotiseret.dk