Autogen træning - tungt og varmt

Autogen træning

Nej, det er ikke noget for automekanikere eller en ny ekstremsport men en 90 år gammel metode til at slappe af og give kroppen ro til at hele sig selv. Jeg anbefaler det også mod søvnbesvær.

Udviklet til selvheling

Den tyske læge Johannes Heinrich Schultz studerede hypnose pga dets muligheder for at få patienter til at hele sig selv. Han ville dog gerne udvikle en metode som ikke krævede, at der var en hypnotisør tilstede. Schultz havde åbenbart ikke studeret selvhypnose, som ellers var beskrevet af Emile Coué tidligere. Men Schultz udviklede metoden autogen træning, som sidenhen er blevet brugt til mange forskellige lidelser, fra astmatisk bronkitis, angst, depression til fibromyalgi.

Varmt og tungt

Metoden er simpel og bygger på, at man ligger ned og forestiller sig at ens arme og ben er varme og tunge, at man trækker vejret let, kan mærke en dejlig varme i maven og har en kølig pande. Protokollen for autogen træning gør disse i en bestemt rækkefølge hvor man udvider med små skridt. Af gode grunde minder det meget om hypnose, men er simplere og er meget rettet mod kroppen. Netop fordi det er så simpelt lærer jeg det både til mine klienter med søvnbesvær og til smertepatienter.

Progressiv afslapning

Det minder også lidt om en anden metode, som blev udviklet på ca samme tidspunkt: progressiv afslapning. Den metode anvender de fleste hypnotisører stadigvæk i forsimplet form. I det hele taget blev der i sidste århundrede udviklet flere effektive metoder, som lægevidenskaben glemte igen fordi der kom medicin, der kunne det samme.

Alternativ til medicin

Medicinen har desværre bare alvorlige bivirkninger og er dyr, hvorimod afslapningsteknikker som autogen træning og progressiv afslapning er billig og helt uden bivirkninger. Det er vigtigt at vide, at der er evidens for at både autogen træning og progressiv afslapning har effekt. Jeg er selv ikke i tvivl om, at det er fordi afslapningsteknikkerne aktiverer den såkaldte afslapningsrespons som modvirker stress og som vi så på i sidste nyhedsbrev.

Tip: Autogen træning - tunge og varme arme

Tunge og varme arme er de første to øvelser i autogen træning. Nr man begynder at kunne mærke tyngde og derefter varme, kan man gå videre til de øvrige øvelser som handler om ben, mave og pande.

  • Læg dig fladt med armene langs med kroppen
  • Luk øjnene
  • Gentag for dig selv (i stilhed) i et par minutter: "Min højre arm er tung"
  • Gentag i et par minutter: "Min venstre arm er tung"
  • Gentag nu: "Begge mine arme er tunge, mine arme er tunge, ..."
  • Gentag så: "Min højre arm er tung og varm"
  • Gentag så: "Min venstre arm er tung og varm"
  • Gentag nu: "Begge mine arme er tunge og varme, mine arme er tunge og varme, ..."

Nogle kan mærke at der opstår tyngde og varme allerede den første gang. Andre skal øve lidt mere, men til sidst kommer det, og man kan faktisk måle temperaturændringen i hænderne. Skriv til mig, hvis du er interesseret i at vide mere om autogen træning.

Næste gang

I næste nyhedsbrev ser jeg på hvordan jeg kan hjælpe kræftpatienter med at lindre følgerne af sygdommen.

Kontakt

Jeg hjælper mennesker med mange forskellige udfordringer ud fra en tilgang hvor jeg integrerer flere forskellige metoder. Har du selv eller andre brug for hjælp så kontakt mig http://hypnotiseret.dk/kontakt og hør nærmere.

Venlig hilsen

Kim Oechsle, hypnotiseret.dk http://hypnotiseret.dk