Lynhypnose - hvad er det?

Lynhypnose

Lynhypnose er en betegnelse for hypnose, hvor man kommer i hypnose med det samme. Der er ikke noget med at tælle ned og langsomt blive mere og mere afslappet. Det er bare “SOV” og så er man i hypnose med det samme.

SOV!

Det er ofte lynhypnose, man ser til hypnoseshows. Det ser imponerende ud. Og det kan også godt give indtryk at at det er hypnotisøren, der har kontrollen. Det er da også rigtigt, at uden hypnotisørens “SOV” ville folk nok ikke gå i hypnose på scenen. Men omvendt kan man som hypnotisør heller ikke gå hen til en person på gaden og sige “SOV”. Det er de færreste, der vil gå i hypnose i den situation. Det er nemlig i høj grad situationen, der gør at man går i hypnose på scenen. Man ved jo selv godt, hvad der skal ske - og man er selv gået med til at komme på scenen og deltage. Derfor fungerer hypnotisørens knips med fingrene, “SOV” eller lignende bare som et signal til at det er NU, man skal gå i hypnose.

Hurtig og langsom hypnose i min klinik

Normalt bruger jeg en langsom proces til at bringe folk i hypnose, dvs jeg tæller langsomt ned mens man slapper af. Det giver mulighed for at glide ind i hypnosen - her hjælper afslapningen til at fokusere bedre.

Men faktisk bruger jeg ind i mellem også lynhypnose. Nogle gange er det fordi jeg laver eksperimenter, hvor jeg bruger hypnotiske fænomener til at illustrere en pointe eller til at give en oplevelse. Andre gange er det fordi, lynhypnose kan være en god måde til at undgå alt for mange forstyrrende tanker undervejs. Det afhænger helt af situationen og jeg aftaler det naturligvis altid først med min klient: er det i orden med dig, at når jeg siger ordet “SOV”, så er det dit signal til at gå i hypnose?

Nogle af mine klienter har haft stor gavn af specielt lynhypnosen. Den giver rigtig god mulighed for at lave klassisk hypnose, hvor man direkte påvirker hjernen til at lave noget om. Og det er der mange, der forventer af hypnose.

Næste gang

Går vi hele tiden rundt i en form for hypnose? Kan man blive afhypnotiseret?

Kontakt

Jeg hjælper mennesker med mange forskellige udfordringer ud fra en tilgang hvor jeg integrerer flere forskellige metoder. Har du selv eller andre brug for hjælp så kontakt mig http://hypnotiseret.dk/kontakt og hør nærmere.

Venlig hilsen

Kim Oechsle, hypnotiseret.dk http://hypnotiseret.dk