Hypnose mod tandlægeskræk - angst for tandlæger

Hypnose hjælper mod tandlægeskræk

Tandlægeskræk (odontofobi) forhindrer mange i at komme regelmæssigt til tandlægen. Sunde tænder og sundt tandkød handler ikke bare om at have et dejligt smil, de er også meget vigtige for at have et godt helbred.

Tandlægeskræk er noget, ens hjerne har lært - der er ingen mennesker, der fødes med angst for at gå til tandlægen! Det kan typisk være en uheldig oplevelse i barndommen, der har sat sig. Fobier og angst udvikler sig ofte i forbindelse med en situation, som man på dette tidspunkt har oplevet som meget utryg eller farlig, men hvor man ikke har haft muligheden for at slippe væk eller at kæmpe imod, det vi kender som kamp-flugt reaktionerne. Den tredje reaktion er at “spille død”, altså at give op.

En sådan oplevelse kan ligge til grund for en angst for tandlæger, som faktisk kan vare resten af livet. Når først angsten er blevet en automatisk reaktion, vil der ofte følge bekymringstanker med. Måske bekymringer eller katastrofetanker. Det kan også være nogle faste overbevisninger om hvad tandlægebesøg og tandlæger er.

Ikke mindst en overbevisning om at det ikke kan ændres. Den er heldigvis forkert!

Hypnoterapi kan fjerne tandlægeskræk

Heldigvis kan det lade sig gøre at fjerne eller mindske tandlægeskrækken med hypnose og hypnoterapi. NB: Det handler ikke om at “genopleve” sine dårlige minder for at overkomme dem. Man behøver altså ikke at lede i fortiden efter årsager.

Jeg arbejder ud fra dine reaktioner

Vi skal ændre på din nutid - og dermed din fremtid. Vi tager udgangspunkt i hvad du oplever i din krop, dine følelser og dine tanker, når du er ved tandlægen, eller måske allerede når du bestiller en tid - eller bare hvis du lige nu tænker på at gå til tandlægen? Det er dén reaktion, der skal arbejdes med.

Når angsten er væk, forsvinder også de bekymringer og tanker, der ofte følger med. Du behøver ikke ligefrem at nyde at ligge i stolen, hvis du bare bliver tryg nok til at kunne gennemføre tandlægebesøg. Så er der vel ikke længere noget problem?

Læs mere om angst og fobier.